ARTCAST

Hysterisk morsom anmeldelse af Scanlines Steaks and Seafood!

POL 13. august 2004, 3. sektion, side 20

Tag madpakke med på Rødby-Puttgarden. Undgå restauranten.

Scandlines Steaks & Seefood. Rødby-Puttgarden-overfarten. Afgang fra Rødby hver halve time, mandag-søndag. Døgnet rundt. www.scandlines.dk En kokkehue

Af Adam Price

I Scandlines Steaks & Seafood restauranter på Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock finder du lækker moderne mad tilberedt af de allerbedste råvarer. I menukortet har vi lagt hovedvægten på mørt oksekød, friske fisk og skaldyr. Du vælger selv dit tilbehør fra den store buffet, som bugner af salater, saucer, kartoffelretter og hjemmebagt brød. Forkæl dig selv med et måltid mad i Scandlines Steaks & Seafood restaurant. Hurtigt, nemt og lækkert«. Dette er et citat fra spisekortet på Scandlines færgerestauranter. Efter at have besøgt restauranten er jeg ikke utilbøjelig til at mene, at forfatteren til ovenstående må være forrykt. Alternativt vil jeg anbefale vedkommende et besøg i restauranten. Alle andre vil jeg fraråde det. Siden 1872 har DSB’s færger forbundet kongeriget i fast rutefart, og stort set ligeså længe har der eksisteret færgerestauranter og velsagtens også meninger om køkkenerne om bord. Jeg har en tidlig barndomserindring fra 70’erne af min gamle far midt i et lettere uværdigt skænderi med en tjener på en færgerestaurant om, hvorvidt man havde serveret skrubbe i stedet for rødspætte eller muligvis bare paneret en karklud. Faktum er imidlertid, at man engang rent faktisk lavede mad på færgerne i Danmark. Kokke arbejdede med gryder og pander og frembragte retter fra grunden af. I takt med moderniseringen, effektiviseringen og ikke mindst privatiseringen af færgedriften er den slags imidlertid stort set forsvundet og blevet erstattet af diverse rædsomme madkoncepter, hvor praktisk drift og logistik er Gud og kvaliteten en by i Rusland, man ikke længere besejler. DSB’s rederi skiftede i 1997 navn til Scandlines og blev året efter slået sammen med et tysk færgeselskab. Det har ikke bidraget til gastronomien ombord.

Godt skib med falske forhåbninger
Om bord på færgerne på Østersøen kører man med konceptet Steaks & Seafood. Vi tog plads i restauranten på det gode skib ’Schleswig-Holstein’ og blev straks omgivet af adskillige tjenere. Der er kun en lille time at spise i, så det gælder jo om at rykke. Vi lagde ud med to gange hummersuppe til 56 kr. Det var nok den ret af de mindre anretninger, der egnede sig mest som forret, hvis man som os skulle videre og prøve hovedretter også. Steaks & Seafoodkonceptet afslører sig selv relativt hurtigt: Man råder over fisk, rejer, svinemørbrad, kyllingebryst og oksebøffer, og disse ingredienser går så igen over hele kortet med usædvanlig lille variation. (Kortet kan downloades fra www.scandlines.dk) Hummersuppen kom i løbet af få minutter. Den havde den ubehagelige, men teknisk set interessante konsistens, som væsker kan opnå, hvis man tilfører voldsomme mængder stivelse. Der indtræder et fænomen, hvor suppen nærmest gelerer, og derfor blævrer, hvis man skubber til den. Suppen skulle ifølge kortet være blevet lavet med cognac og fløde. En lille bismag kunne godt havde været cognac; fløden var det svært at spore. Smagen var ubeskrivelig. Den mindede om en blanding af tomatsuppe og hummersuppe på dåse på lavest tænkelige kvalitetstrin. En håndfuld små, våde, formentlige optøede hummerhaler var drysset ovenpå. Man havde ikke engang forsøgt at få dem til at blive en del af suppen. De havde stuetemperatur, suppen var også kun lige lunken. Det er længe siden, jeg har fået noget så ringe på en såkaldt restaurant. Vi fik et lille glas tysk Chardonnay, Menger-Krug, Reinhessen (uden år) til 37 kr. til supperne. Et forholdsvis forglemmeligt glas, men vi havde heller ikke forventet de store vinoplevelser om bord. Fire minutter efter forretterne ankom hovedretterne. (!) Personalet så lidt forvirrede på os og hinanden og forklarede, at ’maden var klar nu og så ku’ vi jo ligeså godt få den’, stillede tallerkenerne og skyndte sig ud.

En spøg?
Mr. Bean kunne ikke have spillet det bedre. Ringere koordination og dårligere overblik skal man lede længe efter. Der var ingen undskyldning. Der var masser af tid og kun halvdelen af bordene var optaget. Vi overvejede muligheden af, at der var tale om en skjult kameraoptagelse. Min gæst havde prøvet kortets dyreste ret: Oksefilet til 136 kr. På tallerkenen lå en ret beskeden bøf omgivet af lidt stegevæske og en skefuld særpræget, grov remoulade. Tilbehøret kunne man hente i den ifølge kortet ’bugnende buffet’. Jeg tror aldrig jeg har set oksefilet i denne kvalitet før på en restaurant. Kødet var hårdt, træet og stort set smagsløst. Der trak store mængder væske ud af kødet, hver gang man skar i det. Det kan levnedsmiddelteknikere sikkert forklare årsagerne til. Når man ikke engang kan servere en bøf i en tilforladelig kvalitet til 136 kr., så har køkkenet et problem. Min gæst holdt sig til et glas rødvin, en gammel kending, Mouton Cadet til 41 kr. glasset. Selv prøvede jeg den store Seafood- tallerken til 129 kr. På den lå der et stykke stegt laks, en rulle dampet rødtunge, rejer og noget såkaldt hummersovs. Laksen var det eneste spiselige. Rødtungen var dampet stenhård og tør, og man havde samtidigt også dampet rejerne, der formentlig har været kogte i forvejen. En genistreg, der gjorde dem ligeså stenhårde og smagsløse som rødtungen. Over det hele var hældt en rødlig sovs, med en smag og en konsistens, jeg sent vil glemme. Jo, rigtig gættet det var nemlig hummersuppen fra før, der her optrådte i sin anden glansrolle som sovs. Fikst koncept. På den bugnende buffet var der denne dag en rædsom kartoffelgratin i en hvid, smagsløs opbagning, som skreg på salt, peber og eksistensberettigelse. Derudover pommes frites og hashbrowns, der drev af friture og endelig nogle dampede kartofler, der lå i lidt grumset kogevand i en stor skål. I hver sin opvarmningsgryde stod tre sovse og lumrede: bearnaise i en underjordisk kvalitet, en tomatiseret sauce med madagascarpeber, der også havde en ’nervøs’ konsistens og den allestedsnærværende ’hummersauce’. Salatbuffetten var et argt rod denne dag. Udvalget talte blandt andet: hele tomater, store, grove stykker blegselleri, hvidkål, blandet salat og kolde pastaskruer i tomatsovs. Der var også en skål med strimler af for længst afsjælet rødbede, som var blevet underlig tør og hvidlig i kanterne. Eneste formildende omstændighed var brødet, som ikke var særlig spændende men i det mindste friskbagt.

For dyrt
Vi endte med at betale 66,96 Euro for dagens skafning eller 500 kr. i runde tal. Det er ubetinget for meget for den uhørt ringe kvalitet, vi oplevede. Nu er der sikkert dem, der mener, at der ingen mening er i at gå på en færgerestaurant at spise, og at man burde vide bedre. Men hvorfor er det i det hele taget blevet sådan? Der er ingen grund til, at det skal være så dårligt. Hvem siger, at man ikke kunne lave enkel, ærlig mad til acceptable priser på en færge? I stedet for et utidssvarende og fisefornemt koncept med ’hummersupper’, ’seafoodtallerkener’ og oksebøffer, som minder om parodien på en sølvbryllupsmenu. Tænk hvis et måltid rent faktisk kunne blive noget, man næsten glædede sig til, fordi nogle mennesker med bare et minimum af kvalitetssans havde budt ind på ’konceptet’ med ønsket om at give os alle sammen en god oplevelse på rejsen. Indtil da stemmer jeg for broen og tager madpakke med. Én kokkehue til Scandlines. Gid de ville ansætte nogen, der ville tage den på. ADAM PRICE fredag@pol.dk